Hvor stor lighed er der mellem skiløb på indendørs rullebånd og skiløb på sne?

Indendørs rullebånd er blevet mere og mere populære i Danmark. Det er effektiv og billig træning, og det kan dyrkes året rundt.

Men er det helt det samme som at stå på ski på sne? Er det helt den samme teknik der trænes? Og hvor god en erstatning for almindelig træning på sne, er de nye rullebånd egentlig? Hvor meget ligner skiløb på indendørs rullebånd skiløb på sne?

Et umådeligt interessant spørgsmål nu hvor Danmark efterhånden har 3 meget aktive indendørs rullebånd. Og ikke mindst et meget relevant spørgsmål, nu hvor de snesikre uger ser ud til at blive færre, og skiløb ser ud til at blive en dyrere og dyrere sport pga stigende temperaturer.

Der findes pt så godt som ingen litteratur på området, men her vil blive gjort et forsøg på at ridse et par vigtige pointer op. Pointer der kan beskrive nogle væsentlige styrker og svagheder ved at træne på et indendørs rullebånd, i stedet for sne.

Forskellen kan meget kort beskrives i forskellen i hvad der bevæger sig. På sne er det skiløberen der bevæger sig ned over bakken (Running skier), men på indendørsbakken bliver løberen på samme højde på bakken, mens underlaget bevæger sig under ham (Running slope).

Hvis vi forestiller os et rullebånd af samme størrelse som en skibakke, og hvis rullebåndet er belagt med det samme sne som bakken ude i det fri, og båndet bevæger sig med samme hastighed som skiløberen bevæger sig ned af bakken i det fri, så vil der formelt ikke være forskel på kræfterne der påvirker skiløberen. Skiløberen vil derfor kunne udføre de samme bevægelser på det store indendørs rullebånd som han kan på bakken i det fri.

Begge systemer er initialsystemer og er som sådan sammenlignelige ift de kræfter der virker på skiløberen og underlaget.

Man kan sige at forskellen primært ligger i, at motoren på sne ligger i tyngdekraftens acceleration af skiløberens masse, mens den på rullebånd ligger i båndets konstante bevægelse.

Men nu er underlaget på rullebåndet ikke lavet af sne. Det er lavet af nylon. For ved konstruktionen at rullebåndene er der to egenskaber der efterstræbes: Dels skal kræfterne ved skiløb på rullebånd gerne ligne kræfterne ved skiløb på sne så meget som muligt, og dels vil man gerne kunne lave ubegrænset antal sving på det samme sted på bakken. Disse to egenskaber er modstridende.

Det smarte ved at lave rullebåndet i nylon er, at der derved skabes et underlag der lige præcis kan yde nok modstand til at lade skiløberen blive på det samme sted på bakken, men samtidig muliggør at båndet bevæger sig under løberen hele tiden, så han ikke slæbes for langt op ad bakken. Derved bliver svingene en form for konstant kontrolleret rutsch.

Kun i et splitsekund, i faldlinien, ligner de to situationer hinanden, fordi skiløberen på rullebåndet lige netop hér får ‘verden ind forfra’, og man kan tale om at skien skærer sig ned i underlaget uden sideværts rutsch.

Nylonunderlaget yder større friktion mod en flad ski end sne. Dvs at når skiløberen på rullebåndet bevæger sig rundt på en mere eller mindre flad ski, fx i plovsving, så vil underlaget yde stor modstand mod bevægelse af skiene. Det betyder også at når skiene drejes, ved at dreje benene, så tager underlaget meget hurtigt fat i skiene og hjælper med at dreje dem. På sne skal skiløberen arbejde mere med selve bevægelsen, og simpelthen dreje hårdere med benet, for at få fornemmelse af hvad drejning er, og hvad det gør ved skiene.

Men når skien er på kant, på rullebåndet, så kan den ikke grave sig ned i underlaget, mest fordi at underlaget hele tiden ‘kommer ind fra siden’ og derved skaber et sideværts rutschbevægelse. Derfor kan skien aldrig komme til at stå lige så godt fast på nylonunderlaget på rullebåndet som den gør på sne. På sne kører skien nemlig altid fremad, skærer sig mere eller mindre ned i sneen, og skaber derved en lille væg som i en bobslædebane, som skiløberen kan stå imod.

Skulle vi komme et skridt nærmere på at kunne sammenligne de to situationer helt, skulle vi kigge på en skiløber der kørte helt rutchende sving, på is, med runde kanter på skiene. Det ville ligne virkeligheden på rullebåndet mere end vores ideelle skærende sving, hvor skiene hele tiden kører fremad og står fast på underlaget.

Skiløberen på rullebåndet kan derfor ikke læne sit tyngdepunkt lige så langt ind mod svingets centrum, for underlagt vil ikke støtte hans ski tilstrækkeligt. Et resultat er at skiløberen på rullebåndet vil skulle stå mere ‘lige over sine ski’ (dvs med mindre lænevinkel), end skiløberen på sne.

Hvis skiløberen på rullebåndet vil have mere bevægelse fra side til side, og dermed føle flere kræfter i svingene, så skal han kante mere op omkring faldlinien. Men da han ikke kan bevæge tyngdepunktet længere ind i svinget, så må han ty til en kraftig knækant. Den ses meget ofte på de indendørs rullebånd, og er både meget usund, og meget lidt brugbar på sne.

Hastigheden af rullebåndet er også af betydning for forskellen mellem indendørs skiløb og skiløb på sne. Båndet har simpelthen en topfart der ligger et godt stykke fra den fart som en øvet skiløber normalt bevæger sig med ned over en bakke. Men det ville ikke ændre så meget at sætte farten op på båndet. For hele ideen med båndet er de uendelige sving på samme sted, og det medfører som nævnt at svingene er ét langt kontrolleret rutsch, og derfor ville skiløberen stadig have problemer med at læne sig længere ind i svinget. Han vil simpelthen altid mangle en platform at stå på.

Forskellen mellem skiløb på rullebånd og skiløb på sne bliver mere og mere markant, som skiløberens tekniske niveau stiger. For begyndere og letøvede vil der ikke være den store forskel på de to situationer, faktisk vil rullebåndet sikkert have en fordel i forhold til træning af drejning. Men når niveauet stiger, vil en skiløber på sne naturligt begynde at arbejde med at bevæge tyngdepunktet mere og mere ind i svinget, og dette er så godt som umuligt på de indendørs rullebånd.

På grund af båndets bevægelsesretning, så er den første del af svinget, dvs fasen ind mod faldlinien, det mest tricky at vænne sig til for øvede skiløbere. Fordi, hvis en meget øvet skiløber er vant til at kante op tidligt, og gør dette på det indendørs rullebånd, så vil han komme i alvorlige problemer.

Forestil dig at han kanter skiene op med det samme efter han har forladt det gamle sving, dvs kaster sit tyngdepunkt ind i det nye sving tidligt, og kanter skiene op mens de er på vej mod faldlinien. Det vil højst sandsynligt forårsage et styrt, fordi han kanter skiene op ‘imod båndets bevægelsesretning’ så at sige. Det svarer til at køre en køkkenkniv, med bladet forrest, hen over en ru overflade. Eller tager vi eksemplet med den rutschende skiløber på isen, så vil det svare til at han, rutschende sidelæns ud af det gamle sving, pludselig kanter skiene op til den anden side. Dette vil uden tvivl forårsage at han falder, ned ad bakken.

I grove træk kan man sig at hvis han er tæt på faldlinien når han kanter op, så vil balanceforstyrrelsen fra båndet ikke være så stor, om end det stadig vil være en følese af en ubehagelig ubalance. Det springende punkt ligger omkring en drejningsvinkel på 45 grader (dvs halvvejs gennem den første halvdel af svinget), men jo tidligere i svinget han kanter skiene op, desto større problemer, og desto større risiko for styrt.

For at overkomme denne udfordring er båndet lige præcis ikke bredere end at den tidlige usikre fase af svinget er kort. Ved at lave en opbevægelse eller ved blot at stå fladt på skiene kan den svære indledning overstås uden de store problemer. Dygtige skiløbere kan på båndet lave sving der minder om sving på sne med en mindre radius, hvis de primært trykker og kanter op omkring faldlinien. Men helt det samme kan det ikke blive da der ikke kan være tryk og kant på skiene dér i starten af svinget, og svingene vil derfor også indeholde en form for kraftig opbevægelse eller løft af skiene, for at tage trykke af skiene i svingindledningen.

Når det er muligt for skiløberen at blive på det samme sted på bakken og lave uendeligt mange sving i træk, så kan bakkens areal selvfølgelig begrænses til et absolut minimum, og det er pludselig muligt at træne skiløb hvor som helst, hvor der er plads til 2 sving, så at sige.

Skiløb på de indendørs rullebånd giver skiløberen mulighed for et eminent indblik i egne bevægelsesmønstre, da der kan sættes et stort spejl op for enden af bakken. Ingen uhensigtsmæssige bevægelser kan skjules, og skiløberen kan blive ved at træne en bevægelse i det uendelige indtil den sidder der. Han løber ikke tør for bakke, og skal ikke vente på liften, før han kan prøve igen. Det uheldige kan være at de bevægelser skiløberen træner til perfektion er bevægelser der passer til et indendørs rullebånd og ikke til en almindelig udendørs bakke med sne.

Rullebåndet giver alt andet lige en unik mulighed for at træne position af overkrop og arme, og til at øve rytme, stavisæt, og timing af bevægelse. Det giver desuden muligheden for at have en træner stående blot få meter væk, og snakke eleven gennem svingene og bevægelserne. Der kan filmes på helt nært hold over lang tid, så alle detaljer kan blive finjusteret.

Er skiløb på indendørs rullebånd præcis det samme som skiløb på sne. Nej det er det ikke. Som nævnt er der flere ligheder, men der er også flere markante forskelle. Men kan det bruges til noget?

Ja, til aktivering af skimuskulaturen inden skiferien, træning af udholdenhed, få vækket balanceorganerne til live igen etc – det kan kropskyndige sikkert sige en masse bevingede ord om, men teknisk set er det også et udemærket værktøj i visse situationer.

Træning på de indendørs rullebånd er fint – hvis du er opmærksom på hvilke elementer af skiløbet du træner, og hvori skiløb på rullebånd er forskelligt fra skiløb på sne. Det kan i nogle tilfælde være en god investering, men pas på ikke at overgøre det. Skiløb på sne bør stadig udgøre den største del af dine timer på ski.

Det er meget vigtigt at holde sig for øje, hvilke faldgruber der findes, hvor styrkerne og svaghederne er i forhold til sne. Brug det med omtanke.

Inspirationskilder:

• Running Skier vs. Running Slope – a scientific approach to perfect skiing, Henrik Thorsen, 2011
• Skiteori.dk